mandag den 20. april 2009

Hvor er de rådne bananer egentlig??? Ikke i Højer...

20 april 2009

Første dag i Krudtuglen.

Vi var meget ventede, pædagogerne var vældig opstemte over at vi skulle komme i en hel uge og vi faldt direkte ind i børnenes hjerter! En pædagog kom hen og fortalte at 2 børn som egentlig ikke skulle i SFO i dag, besluttede sig for at komme alligevel, da de tilfældigvis kom forbi og så os tonse rundt på legepladsen… Det var jo ret fedt!

Vi brugte dagen i dag på at blive vist rundt af Lis, hilse på de forskellige medarbejdere og lære børnene at kende. Og vi blev som sagt taget virkelig godt imod. De syntes det var sjovt at vi var 2 Ronnier og de var ikke sene til at tage forskellige kælenavne i brug, som kok og cookie for mig og vognmand for Mou, trods det at de ikke aner hvor de kommer fra. De syntes også, mange af dem, at vi skulle tage og blive længere end en uge, allerede i dag!

Mikkel, Ronni B. og Mou lagde ud med at starte en fodboldkamp, hvilket var en succes med det samme. Jeg selv stod lidt og overvejede hvordan jeg skulle komme ind i spillet, forsøgte lidt at spille med på modholdet til de andre, men måtte indse ret hurtigt at jeg ikke ville få et ben til jorden. Så jeg gik en tur hen til 3 drenge der lå og boltrede sig i småstensunderlaget henne ved et ret sejt klatrestativ og en dims der kan dreje rundt. Her satte jeg mig ned og spurgte stille og roligt om de hyggede sig, de klovnede lidt rundt og jeg grinede lidt af dem. Så spurgte jeg dem om de ikke ville vise mig hvordan den karrusel dims fungerede og det ville de i hvert fald! Inden længe havde jeg pludselig samlet en hel flok, som jeg kørte rundt på karrusellen og bagefter kørte de mig rundt. De blev slynget af hele tiden, det var virkelig sjovt. Indimellem holdt jeg en lille pause når der kom en voksen hen, hvor jeg fik lidt information om de børn der var i nærheden, som eksempelvis at jeg skulle markere mig klart over for en og forsøge at få en anden ind i fællesskabet osv. Det var rigtig spændende og sjovt. Senere fik vi spillet en gang hockey. Mig og 2 drenge mod 2 voksne kvinder og en pige. De drenge var vildt sjove! Jeg blev ved med at forklare at stavene ikke måtte komme i hovedhøjde, men det blev ikke rigtigt overholdt. Den ene knægt blev ved med at slå til hockeybolden som spillede han golfJ og lidt efter lidt voksede begge hold støt, indtil det blev tid til at gå ind og holde spise og drikkepause. Reglen var at man måtte sidde inde i ”caféen” eller ude på terrassen. Ingen mad og drikke på legepladsen og andre steder, især pga. affald. Bagefter Kom lille Atterdag hen og spurgte mig om jeg ikke ville med ud og spille bordtennis, hvilket vi så gjorde. Desværre vat der 2 andre der også havde aftalt at spille, så vi lave en 4 mands match, så vi alle kunne spille på en gang.
Herefter tullede vi lidt rundt, gyngede, kiggede på den fremragende bålplads og den lille ”landsby” der var bygget op omkring. Og til sidst sad vi og snakkede lidt med nogle børn på jollen som var placeret ved siden af landsbyen.

Lis fortalte under rundvisning at vi bare skulle sige til hvis vi kom til at mangle noget, så fandt vi ud af det. Desuden har SFO’en konto i Daglig Brugsen, så det bliver nok heromkring vi kommer til at købe det der skal grilles på torsdag på bålet.
Alt i alt, rigtig god dag og rigtig fed institution. Umiddelbart er der intet der tyder på rådne bananer, tværtimod faktisk!

Ronni - kokken

Ingen kommentarer:

Send en kommentar